Skadestuen er altid bemandet med en dyrlæge. Derudover er der veterinærsygeplejepersonale og dyrlægestuderende der hjælper til med behandlinger og operationer. Disse modtager telefonopkald, samt sørger for de indlagte patienters ve og vel.
Skadestuen er udstyret med moderne kirurgisk og medicinsk udstyr til akut hjælp, narkose- og overvågningsudstyr, apparatur til optagelse af røntgenbilleder og ultralydsscanninger. Skadestuen har også eget laboratorium, der i løbet af kort tid kan udføre de mest almindelige analyser på blod-, urin- og afføringsprøver. Vi har endvidere et stort og moderne hospitalsafsnit, hvor der er mulighed for at indlægge patienter til overvågning eller intensiv behandling og pleje.
Vi modtager alle mindre kæledyr - hunde, katte, fugle, gnavere og krybdyr - der er kommet til skade eller blevet akut syge og har brug for dyrlægehjælp. Vi modtager også patienter, der normalt er tilknyttet en anden dyrlæge, idet mange klinikker i Hovedstadsområdet ikke er til rådighed hele døgnet og derfor har en aftale med os om at behandle deres patienter i akutte situationer.
Det er en god ide at ringe til skadestuen inden I tager af sted, både for at høre om der er noget I skal tage specielt hensyn til, samt for at advisere skadestuen om jeres ankomst. I nogle tilfælde kan bekymringerne også klares med en telefonsamtale med skadestuens personale. Hvis der er behov for at komme med dyret, hjælper vi gerne med oplysning om nummeret til Falck eller Taxa. Ved ankomsten til skadestuen vil vi gerne bede om et sygesikringsbevis fra dyrets ejer, så vi kan få de korrekte oplysninger til journalen.
De fleste patienter kan komme hjem samme dag efter endt behandling. I forbindelse med længerevarende behandling kan patienten, efter aftale, enten forblive indlagt til behandlingen er afsluttet, eller overføres til den klinik dyret plejer at være tilknyttet. Kontrol efter behandling eller operation kan foretages hos os, men vil normalt foregå hos dyrets sædvanlige dyrlæge, der efter udskrivning vil modtage en journaludskrift fra skadestuen om den udførte behandling.
