Maddikeangreb hos kaniner

 


Vi er kommet til det varme tidspunkt på året, hvor det er ekstra vigtigt, at man tjekker sin kanin bagtil, især kaniner der bor udendørs.

 

Maddikeangrebne forekommer fordi en spyflue har lagt æg, som udklækkes, i kaninens pels. Spyfluer lægger ikke æg i en ren, tør pels hos en sund og rask kanin, men har kaninen for eksempel, på grund af eksempelvis diarre, skidt som sidder i pelsen omkring numsen er det et oplagt sted for fluen at lægge sine æg.

 

Overvægtige eller ældre kaniner, der ikke selv kan komme til at gøre sig rene bagtil er også meget udsatte.

 

Når æggene klækkes, og det gør de på meget kort tid, vil der være rigtig mange små maddiker. Disse maddiker går til angreb i huden og i løbet af ganske kort tid kan de æde sig langt ind under huden og forårsage store vævsskader.

 

Hvad kan du gøre?

Vi anbefaler, at du tjekker kaninen omhyggeligt i pelsen bagtil hver dag i sommerperioden.

 

Hvis din kanin har diarre, skal du være ekstra omhyggelig med at holde buret rent, så det ikke tiltrækker spyfluer.

Du kan se maddikerne som små hvide larver i konstant bevægelse rundt i pels og hud. Hvis du har mistanke om et maddikeangreb, skal du straks kontakte dyrlægen som kan behandle kaninen. I værste fald kan vævsskaderne være så store, at aflivning er den eneste rigtige løsning. 

 

 

 26/5 2008