Skadestuen har åbent døgnet rundt, alle årets 365 dage, også jule- og nytårsaften.
Skadestuen er altid bemandet med en dyrlæge. Derudover er der veterinærsygeplejepersonale og dyrlægestuderende der hjælper til med behandlinger og operationer. Disse modtager telefonopkald, samt sørger for de indlagte patienters ve og vel.
Skadestuen er udstyret med moderne kirurgisk og medicinsk udstyr til akut hjælp, narkose- og overvågningsudstyr, apparatur til optagelse af røntgenbilleder og ultralydsscanninger. Skadestuen har også eget laboratorium, der i løbet af kort tid kan udføre de mest almindelige analyser på blod-, urin- og afføringsprøver. Vi har endvidere et stort og moderne hospitalsafsnit, hvor der er mulighed for at indlægge patienter til overvågning eller intensiv behandling og pleje.
Hvem kan komme ?
Vi modtager alle mindre kæledyr - hunde, katte, fugle, gnavere og krybdyr - der er kommet til skade eller blevet akut syge og har brug for dyrlægehjælp. Vi modtager også patienter, der normalt er tilknyttet en anden dyrlæge, idet mange klinikker i Hovedstadsområdet ikke er til rådighed hele døgnet og derfor har en aftale med os om at behandle deres patienter i akutte situationer.
Når uheldet er ude
Det er en god ide at ringe til skadestuen inden I tager af sted, både for at høre om der er noget I skal tage specielt hensyn til, samt for at advisere skadestuen om jeres ankomst. I nogle tilfælde kan bekymringerne også klares med en telefonsamtale med skadestuens personale. Hvis der er behov for at komme med dyret, hjælper vi gerne med oplysning om nummeret til Falck eller Taxa. Ved ankomsten til skadestuen vil vi gerne bede om et sygesikringsbevis fra dyrets ejer, så vi kan få de korrekte oplysninger til journalen.
Hvad kan vi tilbyde i skadestuen?
Vi tilbyder at behandle alle førnævnte patientgrupper og gør det så hurtigt som muligt og en del kan behandles ambulant og komme hjem igen med det samme. Vi tillader os dog at prioritere, så vi først tager patienter der er i livsfare, bløder voldsomt eller er smittefarlige for andre dyr. Derefter tages andre patienter i den rækkefølge de ankommer. I ventetiden er der mulighed for at se TV, læse dagens avis, samt de blade og brochurer der ligger i venteværelset. Der er ligeledes adgang til kildevand og der serveres kaffe og te. Vi kan også tilbyde salg af specialfoder til hund og kat mod betaling af et skadestuegebyr. Hvad kan vi ikke tilbyde i skadestuen ? Den vagthavende dyrlæge er nødt til at være til stede på hospitalet hele tiden, så vi kan ikke tilbyde at aflægge sygebesøg i hjemmet. Vi kan ikke tilbyde tidsbestilling i skadestuen og der kan derfor være ventetid - ligesom på den humane skadestue. Vi har heller ikke mulighed for telefonisk at svare på generelle spørgsmål, der ikke vedrører akut syge eller tilskadekomne, da dette vil gå ud over de klienter der ringer om akutte problemer. Vi beder jer derfor ringe om dette i den normale åbningstid, eller kontakte jeres sædvanlige dyrlæge, når denne åbner igen.
Hvad koster det ?
Der er et tillæg på dyrlægebehandling foretaget i skadestuen. På hverdage efter kl. 16.00, samt på lørdage, søn- og helligdage er det 100 % ekstra på konsultationer og 25- 50 % på operationer og andre behandlinger. På skadestuebehandling udført på hverdage mellem kl. 8 og 16 kan der også forekomme tillæg. Vi giver gerne et prisoverslag på behandlingen, så der ikke kommer for store overraskelser i forløbet. I nogle tilfælde kan det dog være svært at give dette overslag inden der er foretaget de indledende undersøgelser. Vi vil gerne bede om afregning når patienten udskrives og vi modtager Dankort, Acceptcard, check og kontanter
Indlæggelse og efterbehandling
De fleste patienter kan komme hjem samme dag efter endt behandling. I forbindelse med længerevarende behandling kan patienten, efter aftale, enten forblive indlagt til behandlingen er afsluttet, eller overføres til den klinik dyret plejer at være tilknyttet. Kontrol efter behandling eller operation kan foretages hos os, men vil normalt foregå hos dyrets sædvanlige dyrlæge, der efter udskrivning vil modtage en journaludskrift fra skadestuen om den udførte behandling.