Kræft og cellebiologi
Alle kroppens celler stammer oprindeligt fra én ægcelle og én sædcelle.
Disse 2 celler indeholder alle" programmer " ( alle gener ) til dannelsen af hele kroppens celler, der er grundlag for vores evner og udseende.
Når vi bliver født, har hver eneste celle fået ”sin plads”; dvs. fået at vide hvor skal den være? ( feks i huden, i tarmen, i leveren), hvad skal den lave? (hudcellen skal bla. beskytte mod sol og skader, tarmcellen skal bla. optage den indtagne mad og omdanne de til transporterbare bestanddele, og levercellen skal bla omdanne disse bestanddele til brugbart brændstof (glukose) for alle kroppens celler).
Cellerne ved også hvilke ydre signaler de skal rette sig efter, og hvor mange celledelinger de har i sig, dvs hvor mange gange de kan videregive deres arvemateriale til datterceller.
Alt dette ligger i hver enkelt celles gener. Signaler om vækst eller væksstandsning, og om celleaktivitet i form af produktion og stofskifte, kommer fra signalstoffer fra naboceller og eller fra celler andre steder i kroppen, feks kirtelceller, eller pgra ydre faktorer.
Alle overflade cellerne, kirtelceller og støttecellerne er meget sociale, de er afhængige af deres naboceller.
Immun og blodcellerne er derimod vandrende og mere uafhængige af hinanden. De transporteres rundt med blodet og lymfen, og immuncellerne kan gå ud og ind af karrene og rundt i vævet i deres jagt på fremmede stoffer. Når vi bliver født har disse immunceller (hvoraf T- lymfocytterne er specifikke "dødsceller") lært overfladen på kroppens egne celler at kende og lader dem være i fred.
Celler der har fået fejl i deres genapparat, starter en indbygget dødsmekanisme, idet der på deres cellemembran præsenteres fremmede proteiner. Disse opdages af "dødscellerne", og cellerne bliver bekæmpet og ædt. Ligedan æder immuncellerne fremmede celler eller fremmede proteiner .
Kroppens celler får hele tiden fejl, typisk under deres delinger, og hvis de ikke selv formår at rette op på disse programfejl, slår immuncellerne dem ihjel. Alle celler har dette dødsprogram, og dette sættes i gang på et forudbestemt tidspunkt (programmeret celledød/ apoptosis) eller ved erhvervede fejl. I normalt væv er der en fin balance mellem celle vækst,cellehvile og celle død. Men med tiden tager celledøden over.
Et hvert celleprogram har sin tid, de bruger deres celledelinger op, flere celler får uoprettelige fejl i programmerne, og vi som jo er bygget af celler, bliver gamle, fungerer dårligere og ender med at dø.
Kræftceller har udviklet en evne til at modstå flere naturligt forekommende barrierer mod cellefejl.
Når vi taler om kræft, er det specielt ukontrolleret vækst, blokering af dødsprogrammet og utilbørlig opførsel i form af vandren ind i blod og lymfekar, der er tale om.
De mekanismer som styrer stimuleringen af vækst og de systemer der fremmer celledød er normalt i fin balance- men ikke i kræftceller. I kræftceller er der sket flere sammenfaldende programfejl/mutationer, der gør at cellen tilegner sig vækstfremmende egenskaber eller kommer til at mangle nogle af de vækst hæmmende egenskaber og hermed starter den ukontrollerede vækst.
Men det bliver først til kræft, på det tidspunkt cellen også erhverver en vandrende og koloniserende egenskab. Dette kaldes metastaser.
