Københavns Dyrehospital

 

                                                                        Vi har åbent døgnet rundt - året rundt 

  

Angstdæmpende  medicin til dyr

 

 

Der findes forskellige typer beroligende og angstdæmpende medicin som kan bruges til hunde  hvis de bliver udsat for meget usædvanlig larm og støj f.eks i form af fyrværkeri nytårsaften.

 

Da disse typer medicin påvirker hele hundens krop, er det vigtigt at medicinen doseres korrekt, idet medicinen ved forkert dosering kan påvirke hundens hjerteslag og vejrtrækning på uheldig vis.

 

Det er derfor vigtigt at du kontakter din dyrlæge, så I sammen kan finde den medicin der passer bedst til din hund.

 

Når dyrlægen skal vurdere hvilken medicin der er bedste egnet, ser han bl.a. på hundens alder, sundhedsstatus og race, idet f.eks. ældre hunde, hunde med flade snuder, meget slanke hunde og hunde med kroniske sygdomme, skal medicineres meget forsigtigt.

 

Ud fra alle disse oplysninger, vil dyrlægen vurdere hvilke typer medicin og hvilken dosis der passer bedst til din hund. Dyrlægen vil også fastsætte hvor ofte hunden skal have den udleverede medicin. I visse tilfælde kan det være nødvendigt med et nyligt sundhedscheck, før dyrlægen med sikkerhed kan finde den rette medicin og dosis.

 

Den sløvende og angstdæmpende medicin bør afprøves inden selve nytårsaften. Dette er vigtigt, idet du da kan få en fornemmelse for, hvordan din hund reagerer på den udleverede medicin og den dosis der er valgt. Hvis du føler at hunden har en meget tung vejrtrækning og virker meget sløv eller er usædvanligt upåvirket, så bør du atter kontakte din dyrlæge, for videre rådgivning.

 

 

Tidligere udleverede de fleste danske dyrlæger Plegicil®, som er sløvende medicin. Plegicil® indeholder virkningsstoffet acepromazin. Man har dog nu fundet ud af at plegicil kun virker sløvende, men ikke angst-dæmpende og at hundens evne til at opfatte lyd-indtryk endda forstærkes. Dette har hundene jo ikke kunne fortælle os ejere og dyrlæger er derfor gået over til at bruge Plegicil® i kombination med en form for angstdæmpende medicin. Mange dyrlæger vælger det angstdæmpende produkt Fenemal® der indeholder virkningsstoffet phenobarbital.

 

Andre dyrlæger vælger f.eks. Stesolid® der indeholder virkningsstoffet diazepam. En kombination af sløvende og angstdæmpende medicin er god, idet hunden ligger stille og ikke er bange.

 

Hvis du har en ældre hund, en hund med kort snude eller en hund med en kronisk sygdom er din hund en ”risikohund”.

 

En risikohund er en hund der skal medicineres forsigtigt, idet den har større risiko for at blive alvorligt syg af sin medicin, hvis den doseres forkert eller i for høje doser. Her vil dyrlægen ofte fraråde at give den sløvende medicin, Plegicil®, idet man ved at plegicil påvirker hjertet en smule. Sådanne hunde vil ofte kun få angstdæmpende medicin nytårsaften.

 

Hos sunde og raske voksne hunde ser situationen dog helt anderledes ud:

 

Hvis der udelukkende benyttes angst-dæmpende medicin, vil hunden ofte blive uregerlig, idet den da slet ikke er bange for noget og da f.eks. kan finde på at bryde ud af haven og løbe sig en tur ude i nytårsfyrværkeriet. Sunde og raske voksne hunde bør derfor få både sløvende og angstdæmpende medicin.

 

Alternative former for afslappende nytårsmedicin.

 

Der findes en del alternative former for afslappende nytårsmedicin som sælges i håndkøb hos din dyrlæge.

 

Fælles for alle produkterne er at der bør opstartes mindst 3-4 uger før nytårsaften. Ved brug af disse produkter er effekten ligeledes stærkt afhængig af ejerens adfærdsmæssige håndtering af selve angstproblemet.

DAP (Dog Appeasing Pheromone) er et dokumenteret tryghedsskabende og beroligende feromon. Et feromon er ikke et hormon, men et signalstof, som hunden udskiller til omgivelserne i meget små mængder. Feromonernes betydning er at virke som signalstoffer overfor andre individer af samme art. DAP er et tryghedsskabende feromon der virker ved at forebygge eller dæmpe angst eller stressrelateret adfærd. Ligeledes findes der det receptpligtige produkt Clomicalm®, som benyttes ved adfærdsproblemer som f.eks. ved lydangst.

 

Der findes også diverse former for kosttilskud, f.eks. Sereneum® og visse typer homøopatiske dråber. Det vurderes at 50% af alle hundeejere kan se en effekt ved brug af disse produkter.

 

Dyrlæge Sabine Förderer 

 

 

 

 

 

Københavns Dyrehospital  Poppelstykket 11 , 2450 Kbh. SV ¤ tlf 36175711 ¤ Skadestue 36174605 ¤ fax 36175979 ¤ e-mail: dik@dik.dk