Et kanon hundeliv uden caput femoris (lårbenshovedet)
Hej jeg hedder Kratmosens Carlos, til daglig kaldet Chico.
Jeg vil her fortælle lidt om mit dejlige hundeliv.
Jeg blev født d.1 dec.1995, en ud af 11 søskende. Heldigvis for mig var jeg langhåret, hvilket bl.a. gjorde til at min kommende ”mor” valgte mig. Jeg skulle nemlig ikke bruges til alt muligt, bare have et godt hundeliv.
Så kom den dag, vi alle havde frygtet. Jeg skulle have undersøgt mine hofter for hofteledsdysplasi (HD) ..og ja desværre var jeg en del af den dårlige statistik.
Jeg havde HD i svær grad.
Jeg var kun 7 mdr. og haltede allerede. Nu var det mit langhårsgen kom mig til gode. (Havde jeg været korthåret skulle jeg nok bruges til div. prøver etc.)
Men min ”mor” syntes jeg var den bedste og skulle have chancen for et godt hundeliv.
7 mdr. gammel fik jeg bortopereret caput femoris (lårbenshovedet) i begge sider af en meget dygtig dyrlæge.
Det var naturligvis en stor operation, men jeg var selvfølgelig også fuldt smertedækket i den første tid.
Der gik kun få dage før jeg var hjemme hos min ”mor” igen og her startede en langsom genoptræning. Massage, gymnastik, motivation etc. og skridt efter skridt gik det fremad.
3 mdr. efter operationen var der til manges overraskelse næsten ingen spor efter oprationen. (Måske lige en lidt bar numse stadigvæk;-) ). Herfra gik alt bare fremad.
Der var ikke det, jeg ikke kunne.
Jeg gik til træning på lige fod med alle de andre schæfere.
Det eneste min ”mor” skånede mig lidt for engang imellem var de store A – spring.
C- arbejdet (forsvarsarbejde) tog jeg i fin stil og mange figuranter gennem tiden, troede ikke deres egne øjne, når de så mig arbejde.
Jeg trænede også i en rottweiler klub, hvor jeg flere gange hev pokaler hjem, bl.a. blev jeg kredsmester. Til juleafslutning tog jeg også pokalen i agility – nu er de jo også lidt tunge i bagdelen de rotter;-)
Min ”mor” og jeg trænede en del. Herved holdt vi mine muskler godt i gang hele livet, bl.a. ved at cykle meget. Min ”mor” rullede ligeledes på rulleskøjter med mig, og i det hele taget blev jeg aldrig glemt.
Da jeg var ca. 4 år tog vi udholdenhedsprøven (cykeltur på 20 km), hvor jeg var en af de få, der kom i hus, og så var der da lige overskud til lidt leg bagefter;-)
Jeg har haft det bedste hundeliv, altid været brugt, altid været med min familie, trods mangel af 2 stk. caput femoris og så fik jeg lov til at blive gammel. De sidste par år har vi taget den mere med ro, men jeg var altid frisk til lidt leg. (Selv billedet fra min sidste dag og skovtur skulle vi lege med pind)
Lidt over 11 år var mit bagparti ved at være lidt træt og med en voksende tumor valgte min ”mor” at jeg skulle herfra, imens jeg stadig var ret frisk. Det var en hård beslutning, tror jeg, men jeg havde kun fortjent det bedste, viskede min ”mor”, da jeg hjemme i stuen arm i pote stille sov ind i hundehimlen.
Vov fra Chico En lille succes historie – sådan kan det også gå…….
Tak for 11 gode år Chico – du vil aldrig blive glemt!
