Københavns Dyrehospital i Grønland
I september måned 2007 rykkede arbejdspladsen for Dyrlæge Ingeborg Mølbak fra Københavns Dyrehospital til Nuuk i Grønland i 10 dage, for at sterilisere og kastrere hunde og katte.
Sammen med den grønlandske dyreværnsforening ” Dyrenes Venner i Grønland ” var Ingeborg med i et lille projekt om at neutralisere en del kæledyr i Nuuk.
I Nuuk bliver det født mange hvalpe som, ofte ender på dyreinternatet.
Her gør de frivillige et meget stort stykke arbejde for at skaffe et nyt hjem til disse hvalpe. Men desværre er der mange, som må aflives, da der ikke er egnede hjem til dem alle.
Den situation vil man gerne undgå.
Derfor ønsker de, at så mange tæver som muligt bliver neutraliserede.
Dyrlægesituationen i Grønland er meget anderledes end i Danmark, idet der ikke er praktiserende dyrlæger som vi kender det herhjemme.
Dyrlægerne er ansat af Fødevarestyrelsen, og de har fuldtids arbejde der.
Ud over det, har de så nogle timer ugentligt på smådyrsklinikken, hvor de klarer de akutte problemer med hunde, katte og andre smådyr.
Men det er svært for dem også at få tid til at lave større forebyggende arbejder som neutralisationer af dyrene.
Derfor tilbød Ingeborg at komme nogle dage til Grønland for at udføre disse operationer.
Det blev travle 10 dage, hvor i alt 32 hunde og katte blev neutraliseret og chipset .
Ud over det passede Ingeborg også de akutte problemer, der var i den uge da dyrlæge Lasse Holm var på tjenesterejse i udlandet.
Det var en spændende oplevelse at skulle arbejde under helt andre forhold end det er der dagligdagen på et dansk dyrehospital. Her var der ikke så mange faciliteter og det er ikke muligt bare at rekvirere materialer og andet man har brug for fra den ene dag til den anden.
En helt anden situation er det også når en hundeejer ringer og beskriver at deres hund er ret syg, og det er helt tydeligt at hunden hurtigt skal til dyrlæge.
Når det så viser sig at ejeren bor 400 km borte og der er ikke anden transportmulighed end båd, så nytter alle de avancerede behandlingsmetoder ikke meget.
På den måde finder man ud af hvor privilegerede vi er i hverdagen herhjemme .